Hej,
Bare lige en kommentar om min oplevelse af sensitivitet.
Jeg gik i mange år og følte, at jeg ikke havde nogen indre målestok. Alt jeg ligesom var en lagen, der flagrede i vinden – efter andres meninger omkring mig – og troede at der var noget galt. Jeg kunne bare ikke finde hoved og hale i det hele – og det var især efter jeg flyttede på kollegium, hvor der var mange mennesker omkring mig.
Jeg følte mig forvirret og uden indre kerne, fordi jeg tog så meget af verden ind, så de eksterne sansninger ligesom blev det eneste, der skabte betydning.
Jeg har læst et sted, da jeg fandt ud af, at jeg var særligt sensitiv, at os sensitive har en svag jeg-følelse – svagere end andre. Ikke forstået som selværd, men som i, at vi tager mere af verden ind – og kan af og til glemme os selv, når vi får stimuli – og derfor får svært ved at “mærke os selv”. Derfor er det så meget desto mere vigtigt at få ro, så man kan finde sig selv igen. For hvis man ikke får gjort det, så mister man retning og overblik, er min erfaring.
Jeg får stadig en følelse af forvirring nogle gange, når jeg har været sammen med folk over længere tid. Som om jeg mister fodfæstet eller min jeg-følelse opløses. Men det kommer langsomt tilbage, når jeg er alene efterfølgende.
Men det kunne være fedt at læse noget mere omkring den her jeg-følelse og måske lidt om, hvordan man kan bevare den lidt mere, så man ikke kommer ud i den eksistentielle tvivl om sig selv så ofte.
Så hvis nogen har eksempler på litteratur, jeg kan læse om jeg-følelse, så vil jeg meget gerne have anbefalinger.
Tak :)
Anne Sofie