Af: Mette

Kære Bente
Jeg er nødt til at kommentere på dit indlæg, som jeg har læst med en form for lettelse;)
Har selv en søn, på 13, som ligner den historie du fortæller.
Og det har været/og er så hårdt og hæsligt at skulle leve op til samfundskrav – og omgivelsernes forventninger, både for min søn og for os forældre. Vi er heldigvis ved at lære at stå fast på vores fornemmelser;)
Vi er endelig kommet igennem med et ønske om samarbejde med BUR og har gang i en børnelæge, fordi vi også selv har haft mistanke om ADD.
Men jeg kan mærke, når jeg læser dit indlæg – kombineret med andre hændelser omkring mig – at jeg skal have ham afsted af en anden vej også.
Jeg har ikke rigtig set ham, som meget sensitiv, fordi han går stille med dørene.
Hans ene yngre bror er meget tydeligere omkring sin sensitivitet og vi er aldrig i tvivl om, hvilke behov han har.
Min ældste er stille, har gode og dårlige perioder, har svært ved at sætte ord på. Han er vældig kreativ og har finurlige tanker og ideer, men med årene er han også underlagt en meget lille selvtillid. For nylig sagde han, at han ville ønske, han kunne være sammen med nogle, som har det ligesom ham.
Jeg skal ikke skrive mere nu (for så tager det overhånd;);) – jeg er selv på vej et sted hen, mærker jeg – og min store søn skal også med.
Tusind tak fordi du delte:)
Kærlig hilsen Mette